Saftig flæskesteg med sprøde svær

Saftig flæskesteg
Det er ikke svært at få en saftig flæskesteg med sprøde svær, det kræver bare at man har god tid.
Flæskestegen bliver uden tvivl bedst, når den steges i ovnen ved lave temperaturer. Det smelter en masse af fedtet og sikrer en meget saftig flæskesteg.
Det er vigtigt at kernetemperaturen på flæskestegen aldrig kommer over 65°C, da den herefter hurtigt bliver tør. Sørg derfor altid for at bruge et stegetermometer, så du kan holde øje med kødet.
Jeg sætter altid et ildfast fad med vand i bunden af ovnen. Det er min erfaring, at det hjælper kødet til at holde på en masse saft og smag.
En anden fordel ved at langtidsstege den, er at den passer sig selv fint i ovnen, imens man laver alt andet tilbehør klar.
Efter min mening er resterne det bedste ved en flæskesteg. Så er der nemlig dømt flæskestegssandwich dagen efter, og det er altid en sikker vinder herhjemme.

4-6 personer         +6 timer

Ingredienser

  • 1-1,5 kg svinekam
  • Groft salt
  • Laurbærblade (kan undlades)

Fremgangsmåde

  1. Sørg for at sværene er skåret helt ned til kødet og dup derefter toppen tør med køkkenrulle
  2. Gnid rigeligt med groft salt ovenpå og imellem sværene og placer laurbærbladene i hver anden eller hver tredje revne
  3. Læg den i et ildfast fad med 1 dl vand i bunden og placer et ildfast fad med vand på en rist nederst i ovnen
  4. Steg den i ovnen i ca. 6 timer ved 100°C – sørg for at der hele tiden er vand i fadet i bunden af ovnen
  5. Den må aldrig få en kernetemperatur, der er højere end 65°C. Sæt derfor et stegetermometer i og skru ovnen ned på 65°C, når svinekammen har en kernetemperatur på 62°C
  6. De sidste 10 minutter sættes ovnen på grill og 225°C til sværene bliver sprøde – Læg evt. staniol under flæskestegen, så toppen er jævn og sværene får lige varme
  7. Lad flæskestegen hvile i minimum 15 minutter før den skæres

Saftig flæskesteg med sprøde svær

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*