Hjemmelavet vaniljeis

Hjemmelavet vaniljeis
En nem og cremet opskrift på hjemmelavet vaniljeis, som du sent vil glemme! Vi havde snakket om at lave hjemmelavet vaniljeis, men aldrig rigtig fået taget os sammen. Normalt kan det være et større projekt, men denne opskrift er hurtig og enkel at bikse sammen, når man lige har lidt tid tilovers. Når først man har smagt hjemmelavet is, så er der ingen vej tilbage – det er en klar favorit hos os og vores gæster, når der skal ekstra hygge på bordet, uden det behøver være en michelin dessert. Husk at tage isen ud af fryseren små 20 minutter inden den skal spises, så den er til at skære i. Isen kan også portionsanrettes som vist på billedet, så skal isen bare tages ud af fryseren 10 minutter før. Kombiner eventuelt vores hjemmelavede vaniljeis med vores nøddekurve og flydende salt karamel – velbekomme!

4 personer 20 minutter

Ingredienser

  • 4 pasteuriseret æggeblommer
  • 2 pasteuriseret æggehvider
  • 4 spsk flormelis
  • 1/2 liter fløde
  • 2 vaniljestænger

Fremgangsmåde

  1. Pisk fløden til flødeskum
  2. Hæld æggeblommer og 3 spsk flormelis i en anden skål og pisk det godt sammen ved hjælp af en elpisker i ca. 5-10 minutter
  3. Hæld æggehviderne i en tredje skål og pisk dem stive ved hjælp af en elpisker – husk æggehviderne har først fået nok, når skålen kan vendes på hovedet og æggehviderne bliver hængende i skålen
  4. Tilsæt 1 spsk flormelis i æggehviderne og rør godt rundt
  5. Skrab kernerne ud af vaniljestængerne og læg dem i æggehviderne, rør godt rundt og sørg for at vaniljen er fordelt godt
  6. Vend forsigtigt fløden og æggehviderne i skålen med æggeblommer
  7. Hæld den færdige vaniljeis i en form eller plastikbøtte, og sørg for at at have et tæt sluttet låg, eller en plastikpose som formen/bøtten kan komme i (for at undgå, at isen krystalliserer)
  8. Stil vaniljeisen i fryseren og efter mindst 5 timer, er den klar til servering

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*